![]()
Kender du fornemmelsen, når man genser en god bog man engang har læst og holdt af? Eller den elskede bluse, der på en eller anden måde har forputtet sig bagerst på tøjhylden? ….. Mon ikke vi allesammen ind imellem har de her a-ha-øjeblikke når vi får øje på noget, vi havde glemt vi havde ….
Sådan har jeg det for tiden med akvarellen … eller ikke helt, for jeg er kommet til at holde endnu mere af min akvarel-æske gennem de seneste måneder, og den glæde har smittet mine skolebørn.
Men lad mig lige skrue tiden tilbage til dengang jeg første gang mødte den lille farveæske. Min superdygtige billedkunstlærer fra seminariet var blevet syg, så vi skulle have vikar. En kendt kunstner fra lokalområdet. Kendt måske … men pædagogisk var hun ikke ligefrem.
Jeg husker, hvordan vi skulle lave den ene kedelige øvelse efter den anden og samtidig blev proppet med regler om hvilke farver der kunne blandes, og hvilke, der under ingen omstændigheder måtte blandes. Er der nogen der undrer sig over, at der var meget få akvarel-billeder i min afsluttende eksamensudstilling?
Tiden gik og jeg har flere gange prøvet at blive gode venner med den lille æske, og efterhånden kom vi på talefod, men venner blev vi aldrig – altså før i år, hvor et par kunstnere som Marla Baggetta og John Muir Laws fik mig til at kigge på akvarellen igen. – Og nu er jeg som sagt blevet vild med den!
![]()
Akvarel er nemt og overskueligt. Oprydningen er minimal og det er let at tage med udenfor – fantastisk i disse dage!
Her er et par billeder fra min 2.klasse, der er i gang med et grundlæggende akvarelkursus. For selvfølgelig skal man lære nogle teknikker, men de kan altså præsenteres langt mere indbydende end det, jeg blev udsat for.
![]()
Børnene har malet nogle forskellige is og hver is har lært dem noget nyt. Den første is lærte dem bl.a. hvordan man bruger en waterbrush, som altså er en gamechancer, når man maler akvarel med børn! En waterbrush er en pensel med indbygget vandbeholder. Den er nem at lære at bruge, og du slipper for snavsede skylleglas, hvor vandet lynhurtigt bliver grumset – eller vælter. På billedet herover kan du se en af eleverne, der er i gang med at male med en waterbrush.
![]()
Eftersom børnene kun går i 2.klasse, har det været et helt grundlæggende kursus.
Havde de været ældre kan det godt være at jeg har inddraget “drysse med salt”- eller “plastfilm”-teknikken – men jeg ved det ikke, for ærlig talt holder jeg nu selv allermest af den simple og nemme stil – uden for mange dikkedarer.
Billederne har jeg lamineret og hængt op ude på den store skolegang – til glæde for dem, der går forbi og til påmindelse for eleverne om alt det, de har lært. Det har været et fantastisk forløb, som jeg helt sikkert vil gentage – også gerne med ældre elever, og mine 2.klasses-børn glæder sig til at få billederne med hjem.
Hvilke akvarel-forløb har du haft særlig succes med?
Kreative hilsner
![]()