Quantcast
Channel: FruBilledkunst
Viewing all 574 articles
Browse latest View live

Mindst solgt – men meget dejlig

$
0
0

Jeg har efterhånden udgivet en hel del inspirations-hæfter på Saxo … Nogle er selvfølgelig mere populære end andre …. men der er et hæfte, der har en solid bundplacering. 

For 2½ år siden udgav jeg hæftet om antiloper. Det indeholder – ligesom mange af de andre hæfter – en detaljeret trin-for-trin vejledning. Desuden er der idéer til at arbejde med farvelære. Men det sælger altså ikke (særlig godt). 

Men jeg holder altså meget af projektet. Denne gang har jeg prøvet det med min 4.klasse (lige i begyndelsen af skoleåret).

Jeg havde egentlig tænkt mig at guide børnene gennem optegningen, men jeg havde printet tegneguiden fra hæftet, så jeg besluttede, at dem, der gerne ville gå igennem det på egen hånd kunne gøre det. Så ville jeg “tegne for” for resten. 

Det viste sig dog meget hurtigt, at alle børnene helst ville tegne på egen hånd – og det er jo dejligt. At børnene har fået opbygget den selvtillid og erfaring, at de på egen hånd kaster sig ud i et projekt, der umiddelbart ser vanskeligt ud.

Selve optegningen er dog ikke så svær, som det ser ud til, når man får den delt op.

Næste udfordring er at få lagt farverne rigtigt. Jeg gav dem valget mellem en koloristisk og en naturlig palet. Vi talte om farvecirklen og nabofarver. 

Især farveskiftene på de smukke snoede horn er vigtige. I hæftet har jeg vist hvordan lys, skygge og mellemfarve skal placeres. Det er egentlig ikke svært, men kræver at man koncentrerer sig…

 

Eleverne har brugt Neocolor, farveblyanter og PanPastel.

 

Hvis du også får lyst til at male antiloper, kan du få hjælp fra hæftet her.

 

 

 

Kreative hilsner fra

 


Videre med tegnekurset

$
0
0

Så er vi ved at være igennem tegnekurset i 2.klasse. Det sidste projekt er en (kraftig) opdatering af ugleprojektet. Det er der kommet disse dejlige billeder ud af.

Jeg guidede børnene gennem optegningen. De er nu ved at have ret godt styr på proceduren, og har tjek på på buer, cirkler, vinkler mm.

Jeg havde – som altid – printet nogle tegneguide-hæfter, så de var en god hjælp, da et par af børnene var kede af deres optegning, og fik lov til at starte forfra.

Tegneguiden var også til god hjælp for de elever, der ville have to ugler på deres billeder.

Ugleprojektet er som nævnt det sidste projekt i mit nye reviderede tegnekursus. Jeg er i gang med at skrive hæftet færdige, så du kan få meget grundigere beskrivelser af det hele.

Kreative hilsner fra

 

Påfugle undervejs

$
0
0

Jeg har i flere år tænkt, at jeg gerne ville tegne påfugle med en klasse – smukke fugle – fantastiske farver og et strejf af eventyr ….

Jeg har guidet børnene gennem optegningen og vi har brugt både neocolor, blyant og farveblyanter – på den måde lærer børnene også rigtig meget om hvilke fortrin og ulemper de forskellige materialer har.

Jeg glæder mig til at vise de smukke tegninger frem.

Kreative hilsner fra 

Plakater med klare budskaber

$
0
0

3.klasse har nu gjort deres plakater færdige. Måske kan du huske, at jeg i foråret bloggede om starten af forløbet….

Børnene startede med at analysere en masse af Per Arnoldis plakater. Vi talte om hans teknik og farvevalg.

Derefter malede børnene en lille bowlerhat-parafrase. Linket er til 5.klasses billeder, men oplægget var helt det samme….

Næste trin var brainstorming over emner til plakater. Vi valgte at tage udgangspunkt i børnenes hverdag – primært skolen og fritidsinteresser.

Børnene har lavet farveprøver på forskellige farveholdninger.

5.klasse malede derefter deres plakater med dækfarve.

Jeg besluttede at prøve en anden teknik med 3.klassen – nemlig digital farvelægning.

Det er både hurtigere og nemmere. 

Samtidig får vi dækket et FFMmål mere ind …

I klassen har jeg en håndfuld elever med rødder andre steder end Danmark. De fik lov til at lave plakater om deres land: 

Nogle af børnene har oplevet forfærdelige ting. En elev fra Congo lavede disse plakater:

En brændende by og en bedrøvet bange kvinde, der flygter med sine få ejendele på hovedet – det er kommunikation, der rammer lige i mellemgulvet! Især når det kommer fra en elev i 3.klasse ….

Kreative hilsner fra

 

Tak for sidst – og et servicelink

$
0
0

Endnu et dejligt kursus med  fantastiske kursister. Denne gang var det i Vordingborg.  Vi arbejdede med collager, frottage, tapeskulptur,  digitalt maleri og fotoredigering. 

På kurset var der nogle der spurgte til linket til den video om David Hockney –  fyren der maler fantastiske billeder på sin iPad.

Jeg har fundet den frem til jer:

På gensyn 

 

Tværfagligt samarbejde med dansk

$
0
0

3.klasse har danskbogen d´dansk, hvori der er to små historier af Martin Glaz Serup. De handler om en dreng, der hedder Astor. Han bor sammen med sine forældre i toppen af et oversvømmet højhus. Før oversvømmelsen var hans forældre lærere, men nu har de en hajfarm.

Historierne begynder rimelig realistisk, men man skal ikke læse så langt, før man finder ud af, at det er et fantastisk univers.

I en af historierne vil Astor, sammen med nogle venner, svømme ned til et oversvømmet observatorium. Det er denne historie, vi har taget udgangspunkt i.

Historierne er illustreret af Lars Vegas Nielsen. Han laver sine decoupager med sirligt udklippede kopierede/udskårne billeder. Bagefter behandler han dem digitalt.

Baggrunde

På nettet har jeg funder nogle undervandsbilleder og printet dem i A4-størrelse. Jeg fandt 4-5 forskellige, for at få decoupagerne lidt forskellige. Dem har børnene brugt til baggrunde.

Klippeark

Derefter har jeg lavet 3 klippeark til hvert barn:

  • et med forskellige observatorier
  • et med dykkere
  • et med fisk, haj, skildpadder og kuglefisk. (Kuglefisk bliver også nævnt i historien).

Kravene til børnene var:

  • alle ting skal være klippet PÆNT ud (efter bedste evne)
  • Der skal være et observatorie
  • Der skal være mindst én dykker
  • Der skal være mindst 4 fisk
  • Hele billedet skal være spændende at kigge på

Vi talte om at sløre observatoriets nederste linje ved at dække noget af den med et andet klip – det valgte de fleste. 

Tidsforbrug: 2 lektioner (det var passende for de fleste, og de sidste har fået det for som lektie)

 

 

Klare budskaber fra små hænder

$
0
0

Plakater er virkningsfulde – informationsmættede. De kræver, at man kommunikerer tydeligt i både billedsprog og tekst.

Måske har du læst om mit plakatforløb i løbet af året ….

Vi startede med at se på Per Arnoldis plakater, og talte om hans farver og teknik. Bagefter lavede børnene en parafrase af Arnoldis Bowler-billeder.

Derefter undersøgte eleverne forskellige farveholdninger, og så gik de i gang med deres egne plakater. Vi valgte emner tæt på deres hverdag – deres fritidsinteresser, en årstid  eller deres hjemland.

Den ene klasse malede plakaterne med maling, og den anden klasse lavede dem på iPads.

Hvis du også har lyst til at lave skønne virkningsfulde plakater med dine elever, vil jeg anbefale dig mit nye hæfte: Lær at lave plakater – med pensel eller iPad.

Bogen falder i flere dele:

  • Gennemgang af et udvalg af Per Arnoldis plakater, så eleverne kan “lure” hans teknik
  • Parafrase af Per Arnoldis bowlerhatte 
  • Farveundersøgelser og sammenligning af Arnoldis palette med ViSSEVASSEs
  • Egne plakater: skitser, udvælgelse og rentegning
  • Derefter detaljeret gennemgang af farvelægningen – enten med pensel eller digitalt på iPads.
  • Der er grundig lærer-gennemgang og huskesedler til eleverne.Gennemgang af hvordan man får skrift på plakaten – og råd og vejledning til det.

Med dette hæfte er du godt klædt på til et gennemarbejdet undervisningsforløb i billedkunst. 

Kan også bruges af dig, der maler hjemme – enten alene eller sammen med dine børn.

76 siders PDF-fil – lige til at downloade, printe og bruge i din undervisning

 

Påfugle i 2.klasse – se de fantastiske tegninger

$
0
0

Så du 2.klasses påfugle undervejs – ellers kan du finde dem her.

Påfuglene er det første projekt jeg har lavet med klassen efter tegnekurset. (… og ja, tegnekurset bliver snart udgivet, så I kan få min komplette guide – tror det bliver først i januar). 

Faktisk har jeg gået med idéen om at tegne påfugle længe. Jeg kan se på min billedrulle, at jeg begyndte at gemme reference-billeder og idéer for flere år siden – men nu skulle det være!

Det er der kommet nogle fantastiske tegninger ud af – ja, faktisk så gode, at jeg besluttede, at vi skulle omsætte dem til malerier bagefter – men mere om det i et andet indlæg.

Vi har tegnet med både Neocolor og farveblyanter på et stykke sort karton. Undervejs har jeg undervist børnene i de forskellige materialers fordele og ulemper.

Neocolor giver kraftigere, mere lysende farver, men det kan være svært at tegne præcist med spidserne.

Farveblyanter (vi bruger Lyra super ferby og de tykke fra Faber Castell) er lettere at styre, men knapt så lysende. Metalfarver dækker mere end de andre.

Begge materialer er gode at blande.

Jeg håber du er blevet inspireret til at male smukke påfugle med dine elever – det er et fantastisk projekt!

Venlig hilsen


Nu også på folkeskolen.dk

$
0
0

Jeg er blevet opfordret til at blogge på Folkeskolen, så nu kan du også finde små indlæg fra mig der.

 

 

Tak til jer alle

$
0
0

Kære kreative netvenner

Endnu et år er gået, og min lille blog har fejret sin 5-års fødselsdag her på denne adresse. (Jeg startede min blog på en gratis-side 7 måneder før).

Jeg vil gerne starte med at sige tak til dig, der læser med her – uanset om du er ny her eller har fulgt bloggen en tid. Knapt 300.000 sidevisninger blev det til i 2017 og det er en dejlig opmuntring for mig.

Tak også til alle jer, der har givet jer tid til at sende et like eller givet en deling på Facebook, pinnet et billede på Pinterest eller sendt en hilsen – det varmer!

En særlig tak skal alle I trofaste følgere have – Der er kommet rigtig mange af jer til i løbet af året. Faktisk har der været en stigning på 50% – Velkommen her!

Tak også til alle jer, der har været på mine kurser i Odense, Vejle, Aalborg, Roskilde og Vordingborg – det er så skønt at være sammen med jer!

Billedkunstprojekter

Årsskiftet er også en god tid til at se tilbage. Her er første del af et lille galleri af projekterne – resten kommer i morgen, da blog-indlægget ellers ville blive meeeeget langt. Undervejs har lagt link ind, så du kan læse blogindlæg om forløbene. 

2.klasse har haft et tegneforløb, der begyndte med en et abstrakt øvebillede og sluttede med en række flotte fiske-tegninger. (Her er et link til Lær at tegne med blyanter, hvis du gerne vil se mit forløb grundigt beskrevet)

3.klasse har også tegnet med blyanter, da de skulle lave iagttagelsestegninger af “skydere”.

Mine to 5.klasser lavede nogle fantastiske sølvpapirsskulpturer af Fugl Fønix – det var et super spændende projekt!

billedkunstid

5.klasse malede nogle skønne personlige selvportrætter, og 2.klasse modellerede nogle små charmerende monsterkrukker.

2017 blev også året hvor jeg lavede et nyt stort projekt om plakater. Både min daværende 5.klasse og min nuværende 3.klasse har arbejdet med det. De store elever malede deres plakater og 3.klasse færdiggjorde deres digitalt.

Det er et projekt, som jeg er meget begejstret for og HELT sikkert kommer til at bruge mange gange. Hvis du har gerne vil lave et lignende forløb, får du her et link til inspirations-hæftet.

Daværende 3.klasse malede nogle skønne cupcake-malerier – igen efter inspiration af Wayne Thiebaud. Har du ikke stiftet bekendsskab med hans malerier, foreslår jeg, at du søger lidt på nettet. Han maler de skønneste pop-stilleben af kager og andre lækkerier.

På billedet ses også et par sider fra Min egen bog, hvor daværende 2.klasse har arbejdet med farvelære. Undervejs skulle de male nogle små øvebilleder.

Det sidste billede er fra et af mine kurser, hvor I – skønne kursister – har lavet nogle fantastiske frottagedyr.

Tak fordi du har taget dig tid til at læse med hertil. Resten af tilbageblikket kommer i morgen – på gensyn.

Hav en dejlig kreativ dag

 

 

Flere billedkunst-idéer fra 2017

$
0
0

Fik du ikke set første del af overblikket, kan du finde det her.

2017 blev også året, hvor jeg fik revideret mit tegnekursus. “Hvordan lærer man at tegne”-siderne er nogle af de mest populære her på bloggen, men faktum er, at jeg har arbejdet videre med tegnekurset siden siderne blev skrevet i 2012.

Om kort tid er jeg klar til at udgive mit finpudsede og udbyggede tegnekursus som et inspirationshæfte. På collagen ser du et fuglebillede, en lille collage og et uglemaleri fra kurset.

Nederst er et af 2.klasses fine ørnebilleder.

En collage af nogle af årets sidste projekter.

4.klasse er startet på et op art-forløb, og 3.klasse har lavet decoupage efter at have læst historien om Astor i deres læsebog.

Inden da, havde 4.klasse dog malet nogle smukke antilope-billeder. Du kan se flere her i indlægget.

Nederst på collagen ses et af de fine påfugle-billeder, 2.klasse har tegnet. Du kan se mere om forløbet her.

Udgivelser

2017 bød på 4 nye udgivelser på mit lille forlag.

Byhuse i grafik og ler

I foråret udkom “Byhuse i grafik og ler“,  der er en slags (selvstændig) fortsættelse af Arkitektur-bogen. I bogen viser jeg, hvordan man laver ler-relieffer af byhuse. Der er også flere idéer til at lave linoleumstryk af huse.

Guitarcollager inspireret af Picasso og Braque

I efteråret udkom mit hæfte om Guitarcollager. Collagen som kunstform blev “opfundet” af Braque og Picasso, der bl.a. lavede flere guitarcollager. Da jeg oprindeligt lavede forløbet, havde jeg købt en færdig papirpakke, der lige passede til de blå/brune nuancer, vi skulle bruge. Pakken er desværre udgået, så derfor gik jeg i gang med at designe collagepapir. Når du først har købt hæftet, kan du printe alt det papir du har brug for til forløbet. 

Mere collagepapir

Guitar-hæftet blev meget godt modtaget, så det inspirerede mig til at lave et hæfte med MASSER af collagepapir – over 100 ark – i mange forskellige farver.

Plakater – med inspiration fra Per Arnoldi

Hvis man skal lære at lave plakater, må Per Arnoldi være en af de bedste at studere. Hæftet rummer en gennemgang af nogle af Arnoldis plakater, derefter er der et oplæg til  en parafrase på hans bowlerhatte-billeder.

Næste fase i projektet er børnenes egne plakat-serie. Der er oplæg til skitsetegning og farve-undersøgelser mm. Til sidst skal plakaterne males og have skrift på – enten med maling eller digitalt. I hæftet er der grundig vejledning til begge processer.

Alt i alt er det et hæfte jeg er meget begejstret for. Forløbet er gennemført i en 2.-3.klasse (digitalt) og en 5.klasse (maling).

Du kan læse mere om hæftet her. 

Ny miniblog

Sidst på året blev jeg opfordret til at blogge på Folkeskolen, så der kan du også fremover finde små indlæg fra mit billedkunstlokale.

 

 

Jeg håber, at tilbageblikket har kunnet inspirere dig til nye spændende projekter.

Kreative hilsner fra

 

 

Lær børn at tegne – nu endelig som samlet hæfte

$
0
0

Hvordan lærer man egentlig at tegne?

Og hvordan underviser man børn i at tegne?

Og hvordan strukturerer man det, så man får HELE klassen med – også dem, der har brug for meget struktur?

Mine blogsider om tegning har altid været nogle af de mest besøgte siden jeg skrev dem i 2012. Dengang var det en beskrivelse, der lå tæt op ad den, som Mona Brookes har i sin (for længst udgåede) bog “Tegn med børn”.

Bogen kom til at betyde meget for min billedkunst-undervisning! Pludselig havde jeg nogle redskaber at give børnene, når de skulle tegne f.eks en fugl.

Sådan lærte jeg det på seminariet ….

Før i tiden havde jeg brugt en del redskaber fra Betty Edwards “At tegne er at se” og Nicolaides “Tegn på den naturlige måde”.

Begge bøger er fantastiske …. men meget abstrakte for børn! Jovist, jeg formidlede stoffet pædagogisk og fik da 75% af klassen med, og fik også gode billeder, men …. der var altid nogle, der “stod af”.

Effektivt redskab

Det ændrede sig helt, da jeg lærte teknikken med at dele komplicerede former op i tegnealfabetet. Det giver overskuelig struktur – til glæde for både svage og stærke tegnere – uden at låse børnenes kreativitet i “skabelon-tegning”. Tværtimod!

Rammerne åbner for kreativiteten! Når jeg har guidet børnene i tegne et motiv, skal de tage stilling til hvor fuglen/bjørnen/slottet er og hvilke farver det skal have – det åbner fabuleringen og fantasien.

Videreudvikling

Som tiden er gået har jeg videreudviklet tegnekurset.

Noget er skåret fra, en del kommet til, så jeg har en tid følt, at det var tid til at komme med et revideret kursus, og jeg blev ret begejstret og skrev og skrev.

Øveark

84 sider er det blevet til. Bl.a. har jeg også lavet en del øveark, der kan bruges som opvarmning i billedkunst. Det er et fantastisk middel til at starte en time og genfinde roen efter et (hektisk) frikvarter, samtidig med at det styrker øje-hånd koordinationen, finmotorikken og iagttagelsesevnen.

Forberedelsen samlet

Det er mit håb, at dette hæfte må blive til stor hjælp for dig som underviser – uanset om du har linjefag og undervisningserfaring, eller om du er helt ny i faget, og måske mangler lidt fodfæste. Jeg har gennemgået alle trin grundigt i hæftet, så alle kan føle sig på sikker grund.

Afprøvet i både folkeskolen og på specialskoler

Jeg ved, fra de mange tilbagemeldinger jeg har fået, at tegnekurset er et rigtig godt grundlæggende forløb som altid giver succes. Det er afprøvet både i indskolingen og på mellemtrinnet – både i almindelige folkeskoler og på specialskoler. 

Hæftet slutter med to eksemplariske forløb, og efter det, er du og klassen helt klar til at give sig i kast med nye projekter. I hæftet har jeg givet nogle bud på, hvilke det kunne være, hvis du gerne vil mere i dybden med guidet tegning.

God arbejdslyst

Venlig hilsen

Camilla: Er der noget nyt?

$
0
0

Måske har du set mit nye reviderede tegnekursus?

…. Og måske har du ligesom Camilla tænkt over, hvilken forskel, der er på det nye kursus, som jeg sælger, og det gamle kursus, som ligger frit tilgængeligt her på bloggen…. Hvorfor betale for noget, man kan finde gratis?

Det er et meget fornuftigt spørgsmål, så derfor har jeg besluttet mig for at forklare forskellen.

Mit gamle kursus ligger tæt op ad Mona Brookes’, men efterhånden har jeg drejet det en del, så nu tænkte jeg, at det var tid til et revideret og grundigere kursus.

Tegnealfabetet

Ligesom tidligere starter jeg med at gennemgå tegnealfabetet, men jeg har opdaget, at der var nogle ting, jeg aldrig brugte fra det oprindelige tegnealfabet, og nogle kategorier, jeg havde meget brug for at udvide – så derfor er det nye tegnealfabet en lidt anderledes end det gamle.

I hæftet har jeg desuden lavet nogle øveark, hvor børnene kan genfinde tegnealfabetet i dagligdagsting. Tidligere var det kun noget, vi talte om, men er det blevet meget mere konkret! Børnene tegner direkte oven på billederne, og bagefter prøver de at tegne nogle at tingene efter deres tegnealfabet. Prøv f.eks. at se, hvordan sugerøret “knækker” inde i glasset.

Overlapning

For at skabe dybde i et billede, er essentielt at få trænet overlapning. Lige som i det oprindelige tegnekursus, gør vi det først med geometriske former.

Jeg har lavet et øveark, så børnene kan arbejde videre på egen hånd efter en gennemgang.

Bagefter har jeg indføjet et collageprojekt, hvor børnene laver parafraser ud fra Karin Olesens skønne billeder. Først laver de collagen, og bagefter bliver den udgangspunkt for endnu en træning i overlapning. Bemærk i øvrigt øvearket, der også er nyt.

Den første fugl

Dernæst skal børnene tegne et fuglebillede, men jeg var ikke helt tilfreds med det fra Mona Brookes bog – bl.a. den strittende vinge, generede mig. Derfor har jeg revideret tegningen, og desuden giver jeg 3 forskellige idéer til baggrund.

Der er også et øveark, så man kan forberede børnene på udfordringerne og succesoptimere billederne.

Guidningen er desuden lavet som et lille selvstændigt hæfte, som man kan printe ud. Det er fantastisk at låne ud til Emma, der gerne lige vil tegne en ekstra fugl i Sin Egen Bog, eller til Jonas, som var til fraværende lige præcis den lektion, hvor jeg guidede optegningen. Nu kan jeg hurtigere hjælpe ham, mens resten af klassen fortsætter forløbet.

Hvad så bagefter?

Efter fuglebilledet kan man sådan set gå i gang med et af de andre tegneprojekter, men jeg har alligevel indføjet endnu et tegneforløb – et revideret ugleprojekt – igen med øveark og selvstændig tegneguide, der kan printes.

Øveark

I hæftet finder du også 6 tegnetræningsark. De er geniale at begynde timen med – dels kommer der ro i klassen, dels træner de både iagttagelse og finmotorik. 

Netop iagttagelse er yderst vigtig, når man tegner. Derfor er der også 4 ark, hvor børnene skal finde makkeren blandt 4 kort. “Det er lidt svært, men sjovt”, siger ungerne fra 1. klasse. 

Konklusion

JA – der er faktisk en del nye ting i det nye tegnekursus (udover, at det selvfølgelig er rart at have tingene samlet i et hæfte, fremfor på løse print fra bloggen)

Du kan købe hæftet enten med afdelingslicens, så I kan dele det på din afdeling, eller med “enkeltlicens“, hvis du bare gerne vil have dit eget hæfte

Så endnu en gang tak for spørgsmålet Camilla.

Kreative hilsener fra 

PS Jeg vil være meget taknemmelig, hvis nogle af jer, der har købt hæftet har lyst til skrive en anbefaling på Saxo ♥

Maleri i 2.klasse – Påfugle

$
0
0

For kort tid siden viste jeg et par af 2.klasses påfugletegninger frem her på bloggen.

Som jeg skrev, blev jeg ret begejstret, så jeg planlagde, at vi skulle male fuglene også. Når man skal male med så små børn, kræver det god og detaljeret planlægning.

Min plan ser sådan ud:

  1. Optegning efter en tegneguide
  2. Grunding af de grønne flader og selve den grønne krop
  3. Maling af de gyldne “øjne” med gult udenom
  4. Turkis og blåt i “øjnene” og første gang blåt på fuglens hals og hoved
  5. Grønt uden om øjnene på fjerene. Desuden skal halsen males anden gang
  6. Næb og mønster på hovedet males. Hovedfjer males. Tjek hele maleriet igennem.

Som du kan se, er vi kommet til trin 3, og alt går efter planen, og børnene er meget stolte.

Hvordan organiserer du maleri med de små (så alt ikke ender i 14 liter grå-brun maling og nogle billeder kun en forældre vil sætte pris på…)?

Når ung kunst råber højt

$
0
0

Forleden dag gik jeg gennem billedkunstlokalet mens en kollega havde skolens valghold. En pige, Emma, sad meget optaget og malede på et lærred. Det hun malede så godt ud, men det var det billede, der lå ved siden af, der straks fangede min interesse.

En sørgmodig pige med blåt hår. Man kan se nogle tårer fra løber ned fra hendes ansigt. Et eller andet er gået galt. Ovenpå står ordet FAIL med temperamentsfulde streger.

Det fik mig med det samme til at tænke på et foredrag, jeg hørte med sociologen Thomas Willer. Udfra interviews med over 2000 gymnasieelever, fortalte han om, hvordan unge i dag definerer sig ud fra deres præstationer. “Du skal skabe din egen succes og dine egne værdier”. 

Skåret humoristisk ud i pap, kan man se det sådan her:

Tidligere generationer havde en forklaring på, hvorfor det gik galt til eksamen … Cencor var dårlig, emnet var ikke ordenligt gennemgået, jeg var syg da klassen havde om emnet …. etc.

Gymnasieelever i dag tager hele fiaskoen over sig. Det er ikke faget/prøven, der gik dårligt – det er selve den unge, der er dårlig …. en fiasko.

Alle disse tanker løb gennem mit hoved, da jeg så Emmas billede. Hun havde tænkt det som et “smide ud – billede”, men for mig kommunikerede det så højt. Den blåhårede pige på maleriet er ikke bare uperfekt – hun er en FAILURE! 

Jeg talte med Emma om det, jeg så i hendes billede, så nu tror jeg, at maleriet måske bliver sparet for turen i skraldespanden…. 

Det mindede mig også om min 3.klasses pige, der for nylig lavede plakater med et budskab, der gik lige i mellemgulvet. Børnene skulle lave plakater om noget, der optog dem – f.eks. en fritidsinteresse.

Min elev fra Congo fik lov til at tegne noget fra hjemlandet – og det kom der disse plakater ud af. En brændende landsby og en kvinde, der flygter med nogle få ejendele på hovedet.  Det var de første ting, der kom frem, når hun tænkte på Congo….

 

 

 

PS Tak til dig Emma, for at jeg måtte bringe dit billede

PPS Hvis du gerne vil lave plakater med dine elever, kan du finde mit hæfte her.


Oldy but goody – Op Art i 4.klasse

$
0
0

Jeg har skrevet om Op Art før – men det er et fantastisk projekt, jeg holder af at bruge fra tid til anden.

Her er det 4.klasse, der har været i gang. De er startede med at tegne en hånd under streger, så dette er deres andet billede.

Efter at have malet et billede på et stykke A4-karton, har de malet et ekstra i deres “Egen bog”.

Hvis du også vil lave Op Art kegler med dine elever, kan du finde en vejledning her på min blog.

Flotte påfugle-malerier – 2.klasse

$
0
0

Måske har du set det første indlæg om 2.klasses påfugle – ellers kan du finde det her!

Malerierne er nu blevet færdige, og jeg har glædet mig til at vise dem frem. 

Børnene har malet på små lærreder med dækfarve (maling). Vi blander alle nuancerne udfra grundfarverne, så børnene samtidig bliver trænet i farveblanding.

Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde råd til at købe rammer til malerierne …. havde lige en enkelt løs liggende ….

Tak fordi du så med hertil.

 

Færøske fantasilandskaber

$
0
0

Min udgave af færøsk fantasilandskab

Jeg har tidligere malet fantasilandskaber med “mine” børn efter inspiration fra et maleri af Hanne Bach. Det er altid et vellykket projekt, der desuden lærer børnene en masse om komposition og om at blande farver.

– fra et tidligere projekt –

For tiden læser jeg en masse om færøsk kunsthistorie, og om hvordan de færøske kunstnere er optaget af landskabet deroppe.

Jeg har nu sammensmeltet de to inspirationskilder til et forløb i 2.klasse, hvor børnene er i gang med at tegne nogle flotte landskaber – her er et par billeder fra processen.

Jeg glæder mit til at vende tilbage med flere billeder fra 2.klasse.

Kreative hilsner fra

Tak – og en hilsen fra Færøerne

$
0
0

TAK

For nogle år siden var min skole udtrukket til at være copydan-skole – d.v.s. jeg skulle kopiere et ekstra eksemplar af de sider, jeg brugte i undervisningen ….. lidt bøvlet hele tiden at huske, at man skulle kopiere til én ekstra og huske at lægge det i copydan-bakken …. Kopierne blev indsendt til copydan, der noterer, hvor de kommer fra, og fordeler pengene til dem, der har lavet materialet. 

Jeg vil gerne sige 1000 tak til jer, der har indberettet sider fra min blog/mine hæfter. En gang om året kommer der en hilsen fra copydan, der er med til at finansiere bloggen – det skal I have tak for. 

KURSUS PÅ FÆRØERNE

Lige nu er jeg og hr. Billedkunst i Tórshavn for at holde billedkunstkursus. Vi ankom fredag aften og har haft lidt tid til at se os om i de dejlige omgivelser.

I morges mødte et hold skønne kursister op til et tre dages billedkunst-kursus. Det er en luksus at have flere dage i træk, så man kan komme omkring lidt mere.

I dag startede vi med doodle og op art – det er altid geniale forløb at have i sin faglige rygsæk. Derefter talte vi om tegnealfabetet, og hvordan man lærer børn at tegne. 

De færøske mål er anderledes end de danske, og mange gange nævnes det, at undervisningen skal tage udgangspunkt i den færøske natur og kultur. Derfor skulle vi naturligvis tegne søpapegøjer (lunder). 

Jeg guidede kursisterne gennem optegningen og alle fik nogle rigtig fine billeder ud af det. En lærer sagde ved morgenens præsentation, at hun kun kunne tegne tændstiksmænd – Det kan hun ikke hævde længere!

I morgen er det meningen, at vi skal lave lerkrukker … hvis altså leret når at blive blødt nok. Jeg havde bestilt en stang blåler, men da vi pakkede den ud, var den helt hård!

Jeg har lagt den i blød efter den metode jeg tidligere har brugt, og håber at den når at blive blød til i morgen. Hvis du ikke har læst indlægget om førstehjælp til tørt ler, kan du finde det her – metoden er genial!

Tak fordi du læste med – hav en fortsat dejlig dag.

 

 

Billedkunstkursus på Færøerne – dag 2

$
0
0

I morges skinnede solen så smukt, da vi gik hen til vores kursuslokale her i Tórshavn. Vi har 5 grader her, så det er noget af en forskel fra vejret i har i Danmark lige nu. Færøerne er et dejligt sted. Omgivelserne er smukke og færingerne er meget imødekommende, så vi nyder vores tid her.

I dag startede vi med at arbejde med ler (som heldigvis var blevet blødt nok). Hvis du læste med i går, vil du vide, at det ler vi havde bestilt til kurset var helt hårdt, da vi pakkede det ud. Heldigvis kender jeg en god og hurtig metode til at bløde det op – læs endelig dette blogindlæg, hvis du ikke har gjort det før….Vi begyndte med at lave James DeRosso-inspirerede monsterkrukker – fulde af liv og fantasi. Jeg synes det er totalt skønne alle sammen – her er et par af dem.

 

Inden da havde jeg lavet et oplæg om hans krukker, og vi havde lavet en brainstorm om anvendelsesmuligheder. Så tegnede kursisterne skitser, inden de gik i gang med leret.

Bagefter bød programmet på snirkelkrukker og frottagetryk.

Eftermiddagen var afsat til digitale projekter. Først lavede vi plakater på iPads, og til sidst nåede vi lige at lave en omgang memes …. Se mit eksempel herunder.

I morgen er desværre vores sidste kursusdag, men det har været fantastisk at have haft flere dage i træk med de samme rare kreative mennesker. Men jeg glæder mig til morgendagens program – mere om det senere….

Kreative hilsner

 

 

 

 

Viewing all 574 articles
Browse latest View live