Mini ler-kursus – 3.del

Jeg er i gang med et lille mini-kursus om at arbejde med ler i skolen, da jeg har erfaret, at mange lærere tøver med at gå i gang, fordi de er usikre.
Jeg er ingen ekspert, men gennem årene har jeg alligevel samlet en del viden og erfaring jeg vil dele med dig, og gennem det håber jeg at opmuntre dig til at komme i gang med leret, hvis du ikke allerede er det.

Der er 8 blogindlæg/mails i serien:

Introduktion. Hvilken type ler skal du vælge?
Hvilke projekter er bedst at bruge i skolen?
Hvilke teknikker egner sig bedst til skolebrug? – dette indlæg
Sådan laver du snirkelkrukker.
Nemme og gode dekorations-muligheder?
Hvordan tørrer og brænder du leret?
Lerrester og problemer med indtørret ler.
Sikkerhed og relevante fagord

Drop tanken om at dreje

Mange forbinder lerarbejde med drejning, og det er fascinerende at se en dygtig keramiker skabe smukke vaser og krukker på drejeskiven.

Men drejning er en færdighed, der kræver langvarig træning, og det er ikke realistisk at forvente, at elever kan mestre det i skolen. Desuden ville det være ekstremt tidskrævende, hvis alle elever i en klasse skulle dreje, hvilket ville begrænse mulighederne for anden undervisning.

Heldigvis er der mange andre spændende teknikker inden for lerarbejde, som er mere tilgængelige og velegnede til skoleundervisning.

Jydepottemetoden

Jydepottemetoden kaldes også klemmemetoden. Du tager en klump ler og stikker tommelfingeren ned i den og laver en fordybning. Med tommelfingeren inde i krukken og de andre fingre på krukkens yderside, klemmer du krukken i form. Krukkens bund og sider – også kaldet “skærven” – skal være omkring 0,5 – 1cm.

Traditionelt lavede man jydepotterne med rund bund og satte tre ben på for neden til at bære krukken. Desuden tilføjede man et par håndtag. Du kan dog sagtens bruge denne enkle teknik til andre ting.

I blogindlægget om begynder-projekter viste jeg dig hvordan man laver lerrasle-kugler. De blev lavet med jydepotte-metoden.

Pølsemetoden

Lad dig ikke narre af navnet ‘pølsemetoden’ – det er en overraskende effektiv teknik! Ved at forme leret til lange, smidige pølser, kan du hurtigt bygge imponerende, store krukker og andre fantastiske lerobjekter. .

Lav en bund til din figur – enten ved at klemme / rulle den ud eller ved trille en pølse og forme den til en snegl, hvor du gnider pølserne sammen. Brug slikker undervejs.

Smør kanten med slikker og læg pølserne oven på hinanden. Gnid overgangene ud – og vær særlig opmærksom på at overgangen mellem bunden og den første ring også er sammenføjet godt.

Hvis krukken skal gå udad, bruger du lidt længere pølser, skal formen gå indad, bygger du med lidt kortere pølser.

Traditionelt laver man pølserne relativt tynde – altså i den tykkelse, man vi have skærven – altså ca. 0,5-1cm i diameter…. meeeen du kan godt bruge princippet om “work smarter, not harder”.

Tril nogle tykkere pølser – fx 2-3 cm i diameter. Læg pølsen på bordet og mas den fladere – indtil du når den ønskede skærv-tykkelse. I stedet for en rund pølse har du nu en flad pølse – nærmest som et bånd, du kan bygge videre med. På den måde går det noget hurtigere. Husk stadig at glatte samlingerne ud.

Men du behøver ikke vælge mellem teknikkerne. Ofte lærer jeg børnene at begynde med jydepottemetoden og fortsætte med pølsemetoden, som på dette billede, hvor jeg demonstrerer, hvordan man kan lave et lermonster – også et af de projekter jeg fortalte om i del 2.

Plademetoden

Leret rulles ud med en kagerulle. For at få en ensartet tykkelse, lægges to lister i siderne. Du kan nu skære det ud i former, der kan sættes sammen med lerslikker.

Traditionelt skal leret tørre til læderhårdt først, men det er der ikke tid til i skolen, så vi bruger det med det samme. Det gør det sværere at bygge helt skarpe kanter, men det er det muliges kunst.

Med plademetoden har jeg fået valgfagselever til at bygge smukke mangekantede krukker.

Det er også plademetoden vi bruger, når vi laver de smukke lerpunge til projektet Et rigt menneske.

Her er det ligefrem en fordel at leret stadig er blødt og formbart, når vi samler stykkerne – det gør det lettere at forme pungen, der skal se ud, som om den er af blødt elegant læder

Tasken her er også formet med plademetoden i blødt ler:

En anden metode er at lægge den bløde lerplade over en form – fx et fad, og forme det efter det.

Du kan også pakke en flaske ind i en enkelt avisside og trille en lerplade rundt om den. Skær det overskydende ler af, og føj lerkanterne godt sammen.

Bagefter kan du sætte flasken med lercylinderen på en ny plade og skære en rund bund ud, som æltes sammen med cylinderen.

Fjern flasken, når leret kan bære sig selv. Hvis du lader leret tørre uden på flasken, vil det revne og gå i stykker.

Lermaskinen

Det er imidlertid svært og tidskrævende at få elever til at rulle tilpas mange plader ud i den perfekte tykkelse, så derfor derfor er jeg ret begejstret for min lermaskine.

Princippet er sådan set det samme som en osteskærer. Du monterer nogle lister på en plade, slår leret ned på pladen og skærer med en ståltråd. Vip den øverste liste i hver side væk og skær igen.
På den måde får du hurtigt skåret plader nok til en hel klasse kan arbejde med formgivningen.

Slikker

Slikker er i bund og grund bare ler-mudder. Altså ler og vand. Du kan selv lave slikker af halvtør ler – eller af tør ler, du lægger i blød i vand (gerne dagen før) og så rører ud til det får tykkelse som yoghurt (uden frugt). …

Nogle gange lader jeg af pædagogiske grunde eleverne lave en lille portion slikker først – så begynder vi bare med en lille klump frisk ler (som på billederne).

Sådan fremstiller man lerslikker — Lerslikker

Men det der med at røre slikkeren ud til en ensartet masse lyder absolut lettere end det er. Derfor anbefaler jeg, at du anskaffer dig en stavblender.
Min er bare en billig model fra Lidl – ikke noget fancy.

Ud over vand og ler, plejer jeg også at putte et godt skvæt eddike i min slikker. Jeg har læst at syren skulle gøre at leret “klistrer” lidt bedre. I alt fald får det slikkeren til at holde længere.

Jeg gemmer min slikker i en lufttæt beholder (sådan en til fødevarer) og bruger den indtil den lugter. På den måde kan jeg nemt få slikkeren til at holde i månedsvis – faktisk har jeg haft noget, der blev ½ år, før jeg måtte lave nyt.

I amerikanske keramiker-kredse på nettet diskuteres om det er nok at bruge eddike – altså uden ler-mudderet. Det er sådan jeg gør lige nu. Altså bare eddike lige fra flasken. Jeg hælder en lille smule op i en bøtte og sætter en pensel i. Så slipper jeg også for protester fra dem, der synes det er grænseoverskridende at sætte fingrene direkte ned i “mudder”.

Eftersom jeg næsten altid kun sammenføjer helt frisk blødt ler, har det fungeret fint. Men det er faktisk også et godt trick til at sætte fx et knækket horn på et tørret lermonster. Pensl eddike på begge flader og pres dem sammen i to minutter. Du kan være heldig at det holder – og vil holde i brændingen, men hverken eddike eller slipper kan sammenlignes med lim, som man ellers kender det.

Vil du arbejde videre, så dæk leret til

I årevis har fået eleverne til at bære deres krukker ind på depotet, hvor de skulle stå tæt. Derefter har jeg omhyggeligt dækket elevernes værker til, når vi skulle arbejde videre med dem ugen efter.
Desværre lykkedes det ikke altid. Krukker, der stod i ydrekanten af arealet kunne godt blive lidt tørrere end jeg ønskede … øv …

… indtil jeg opdagede tricket med en bedroller.
Jeg har købt 3-4 af dem, og i slutningen af timen, sætter eleverne deres ting ned i kassen. Jeg lukker kassen og bærer dem ind på depotet. – Altså opbevaring og flytning på én gang – læs: ingen trafik af elever ind på depotet, og ingen stress med at dække til i slutningen af timen,

Når vi mødes ugen efter er de kun en smule mere tørre, så det er nemt at arbejde videre. Der er ingen problemer over at lave et lerprojekt over flere uger. Er det ikke bare smart? Jeg er ret begejstret!