
I min 2. klasse har vi haft et farverigt og lækkert billedkunst-projekt: Vi har malet isvafler i stil med popkunstneren Wayne Thiebaud.

Et ultrakort kunsthistorie-rids
Vi startede med at dykke ned kunsthistorien.
Jeg inddrager ofte disse hurtige kunsthistorie-rids i begyndelsen af forløb, der tager udgangspunkt i en bestemt periode. På den måde giver jeg dem langsomt en fornemmelse af de forskellige perioder.
Jeg fortalte, at man i “gamle dage” malede billeder af (rige) personer eller steder – fx. Mona Lisa, som børnene kender (renæssancen og barokken). Senere malede man også “almindelige mennesker” (impressionismen) og på et tidspunkt begyndte man at male følelser (ekspressionismen). Det udviklede sig, så for ca 100 år siden begyndte en række kunstnere at male abstrakte billeder – og så talte vi lidt om hvad det var.

I 1950’erne opstod en kunstretning, hvor kunstnerne begyndte at bruge billeder og ting fra populærkulturen i deres kunst. Tænk på reklamer, tegneserier og hverdagsgenstande – de blev pludselig til kunst! Vi kalder perioden for popkunst eller pop-art.
Vi så på nogle af Wayne Thiebauds billeder på nettet.
Børnene var fascinerede af hans malerier af isvafler og vi talte om måden, han maled dem på – at farverne var meget lyse og at vaniljeis faktisk ikke kun er hvid.

Isfarver
Efter at have studeret Thiebauds værker kastede vi os ud i vores egne isvafler. Først øvede vi os i at blande de lækreste “is-farver” med vores Neocolor-farver. Det var en fest af lyserød, mintgrøn, chokoladebrun og blåbær-isfarvet – her var vi nødt til at finde reference-billeder på nettet. Har du forresten tænkt over hvor forskellige farver blåbæris kan have?

Guidet optegning som en begyndelse
Gangen efter guidede jeg børnene trin for trin i optegningen af vaflerne, så alle fik en god start. Jeg hjælper dem også med at få fordelt vaflerne hen af is-holderen, så isene bliver tilpas store.
Derefter fik børnene frit spil til at designe deres egne iskreationer! Der blev kreeret de mest fantastiske isvafler med fantasifulde former, farver og toppings.

Farvelægning
Derefter gik børnene i gang med at farvelægge deres tegninger – begyndende med baggrunden.
Det var et fantastisk forløb, og 2. klasserne skabte de skønneste, farverige isvafler. Jeg er så begejstret for deres kreativitet og deres evne til at omsætte Thiebauds stil til deres egne værker.

Det praktiske
Hele forløbet har taget omkring 4 moduler.
Vi har arbejdet på A4-karton med Neocolor II.
Da jeg lavede forløbet til hæftet, brugte vi falsæske-karton for at gøre det lettere for børnene at gnide farverne sammen. Denne gang gav jeg dem en fugtighedsserviet til baggrunden i stedet. Brug hvad du har
Efterfølgende har jeg lamineret billederne og udstiller dem meget snart – for bliver man ikke bare glad af at se dem?
Praktisk tip
Vær opmærksom på, at du ikke har for meget varme på, når du laminerer billederne, for så kan farverne smelte og løbe ud. Nogle maskiner er så avancerede, at man kan indstille temperaturen – men det gælder hverken den jeg har på skolen eller den jeg har herhjemme.
Det går dog som regel fint, hvis du bare bruger maskinen lige så snart den er varm nok, og holder en pause midtvejs, hvor maskinen kan køle af, hvis du har en meget stor klasse (eller opdager at maskinen bliver meget varm).

Skal dine børn også male isvafler?
Det er et forløb jeg har gennemført flere gange tidligere, men det er altid en succes!

Hvis du gerne vil have lidt hjælp og spare lidt tid, kan du finde alle detaljerne og trin-for-trin-vejledning i hæftet “Is, dessert og tyggegummimaske”.
Her får du i øvrigt også to lækre pop-art-forløb mere, nemlig det om desserter i glas og tyggegummi-maskine-forløbet.
Oprindeligt har jeg lavet forløbene i indskolingen, men ALLE klassetrin vil elske at lave dem!
Jeg håber du er blevet inspireret – og undskylder, hvis du er blevet for lækkersulten
Kreative hilsner fra

The post Et sødt popart-projekt i 2. klasse first appeared on FruBilledkunst.