Dagen før ferien – dagen efter forårskoncerten … 2.klasse havde brug for et overskueligt og nemt billedprojekt. Jeg har fundet projektet på adskillige andre billedkunstblogs – her er min version
Jeg fortyndede lidt sovsekulør – jeg elsker den sepia-tone den giver – og gav hvert bord en lille skål “maling”.
Børnene malede stammen på træet og pustede nogle grene ved at lægge ekstra “maling” på træet og puste med munden tæt på papiret. Man kunne have brugt sugerør til at styre luftstrømmen, men denne gang ville jeg bare have det helt simpelt.
Børnene øvede sig først i deres “egen bog“. Et par af de skønne børn fandt på at klappe bogen sammen mens “malingen” var våd, så de fik et dobbeltbillede. Idéen bredte sig, men noget af malingen var blevet tør, så der måtte tilføjes lidt på “spejlbilledet”.
Bagefter malede børnene på akvarelpapir (et A3 ark delt i 3).
Imens tørrede bøgerne med siderne opslået.
Børnene fik derefter lidt rød og hvid maling samt en lille prik gul. Som altid bruger vi islåg med et stykke smørrebrødspapir som palette, og blander den lyserøde farve, ved at dyppe lidt i farverne på skift (i stedet for at køre det hele sammen til én farveblanding, der er mindre interessant for øjet). Den gule farve skal bruges meget forsigtigt og er kun medtaget for at “varme” farverne lidt.
Vi malede med spidsen af penslen – først øvede vi os i bøgerne, der var blevet nogenlunde tørre, og derefter på akvarelpapiret. Et barn fik lov til også at tilføje nogle grønne blade (blå, gul og hvid).
De “rigtige” billeder på akvarelpapiret er udstillet, men jeg synes faktisk også at bog-billederne blev fantastiske