
Mit ene 8.klasses valghold er gået i gang med maleri. Inden de “for alvor” skal til at male tematiske billeder, giver jeg dem et fagligt kursus.
De begyndte med et sjovt farveblandingsspil – mere om det en anden dag – og derefter bad jeg dem om at male valørskalaer af forskellige selvblandede farver.
Vi talte også om forskellige måde at lysne og mørkne en farve på. Umiddelbart er det jo lettest at lysne en farve med hvid, men den gør samtidig farven mere “mælkeagtig”/”pastel-agtig” … Man kan også lyse med fx gul, men dermed får man også “varmet farven op”. Det ene er ikke bedre end det andet, men målet er, at mine skønne elever vælger bevidst.
Vi har kun brugt rød, gul, blå, sort og hvid til malerierne – alle de andre nuancer har jeg bedt eleverne om selv at blande.
Vi har brugt almindelig (billig) mat akrylmaling fra Lyreco – det er der, jeg kan få det billigst med den aftale skolen har.
Efter øvearket gik de i gang med deres malerier. Jeg havde udvalgt 5 motiver de kunne vælge imellem og printet dem i en gråtone-skala.
Hver elev valgte et motiv og en farveholdning. Vi talte også om hvor jeg forventede bløde overgange (inden i figurerne) og hvor jeg helst ville se skarpe farveovergange (rundt om figuren og der hvor en del af figuren mødes med en anden.
Nu glæder jeg mig til at få malerierne op på gangen – de er blevet vellykkede og sat sammen bliver de endnu bedre!
Inden holdet skal male deres mesterværker – altså det tematiske maleri – skal de arbejde med fauvisme og ekspressionisme for at hjælpe dem til at kunne “sætte farverne og formerne fri”, når det bliver stærkest for udtrykket.
Kreative hilsner