Her kommer den opfølgningen på snirkelkrukkerne. Har du aldrig prøvet at lave en snirkelkrukke – så få fat i noget ler. Det er super sjovt! På linket kan du finde fremgangsmåden. Jeg har prøvet forløbet med både en 2.klasse og en 5.klasse, og her er lidt billeder fra begge klasser.
Johann anbefalede mig at købe penselglasur, så jeg valgte en god håndfuld farver samt en “festival”, der ligner krymmel på en lagkage. På emballagen står der, at 1 lag giver en transparent farve og 2-3 lag giver en dækkende kulør.
Desuden har jeg “arvet” noget pulver til at blande en blank glasur.
Jeg stillede bøtterne rundt omkring i lokalet med 4-5 pensler ved hver. Børnene gik rundt fra sted til sted, og malede de farver de ønskede.
Jeg anbefalede børnene at overveje deres farvevalg. Det kunne f.eks. være at:
- kun at male en bestemt slags former (f.eks. alle kuglerne eller snirklerne …)
- begrænse farvevalget til 1 eller 2 farver
… men børnene havde helt frit valg. Vi talte om, at vi som personer også har et forskelligt forhold til farver – nogle elsker farvestrålende tøj, mens andre foretrækker at klæde sig i en nuance ad gangen.
Et par af børnene fra 5.klasse havde valgt at bygge deres navn ind i krukkerne: Anders og Nikolaj, der har initialerne NHH:
Jeg takker for idéen … jeg tror bestemt, at jeg vil bruge den til andre klasser!
Jeg kan se, at der har været mange på bloggen for at læse om snirkelkrukker – Har I nogle erfaringer, I vil dele?