Et lille glimt fra en dejlig formiddag …I Næstved ligger det berømte Kähler-værksted. Selvom jeg har boet i byen i over 25 år, var det faktisk første gang, jeg var nede for at se det historiske sted.
Først fik vi en spændende rundvisning og lærte noget om de fire generationer af Kähler. I starten var der mest fokus på formerne – vi så f.eks. en meget smuk elefantvase. Derefter eksperimenterede værkstedet med glasurer og blev meget berømt for en speciel teknik. Senere kom der kunstfærdige glasur-dekorationer – lavet af en flok “male-damer”.
Det var ret spændende at se, hvordan de gamle krukker og vaser havde inspireret til de nye klassikere – bl.a. Hammershøi-stellet og Omaggio-vaserne.
Pigerne på billedet er mine smukke døtre – vi afsluttede nemlig turen med at prøve at være male-damer. Vi fik hver vores vase og skulle male striber på. Det er ikke så let som man skulle tro …For lidt glasur giver en ujævn stribe – er der for meget på penslen, løber glasuren og man må få det bedste ud af det …. Det er grunden til den lidt brede stribe for oven på min grønstribede vase….
Nu går vi bare og glæder os til, at vaserne er brændt, så vi kan få dem hjem.