
Jeg ville have skrevet dette indlæg lige før sommerferien, men der kom lige en træls galdeblæreoperation i vejen – men I skal ikke snydes for ungernes fine billeder.
Det er altid vemodigt at skulle sige farvel til en klasse man har haft i 6 år og kender rigtig godt…. (6 år fordi jeg fik lov til at have nedordning med matematik i 0.klasse).
Vi lavede en lille afslutningsudstilling, så eleverne kunne få deres værker med hjem.
Forrest er der huse af mange slags fra vores arkitektur-projekt.
Bagerst er der ungernes skønne moderne selvportrætter – her er et glimt af nogle af dem lidt tættere på:
Baggrunden har de malet/stemplet med dækfarve.
Eleverne har derefter taget fotos af dem selv og billedbehandlet dem i app’en Silhouette. Derefter er de kopieret over på OHplancher. Jeg har en lille samling OH-maskiner, så det tager heldigvis ikke så lang tid for eleverne at få tegnet motivet over. Derefter er de malet med tusser.
Til sidst har de fundet citater, der siger noget om, hvem de er. De er skrevet på med posca-tusser.
Gennem alle vores år sammen har vi arbejdet med “Min egen bog”, og til udstillingen, lagde jeg dem op, så man kunne se nogle af de “gamle” ting. Der kom mange “nårh” og “ej, det kan jeg godt huske”. Der er dog stadig mange ubrugte sider i bøgerne.
På vores skole bliver klasserne delt efter 6.klasse, så eleverne går ind i deres sidste år sammen. En af de sidste timer fik de lov til at skrive hilsner til hinanden på nogle af de “tomme” sider – der gik lidt efterskole-afslutning i den ;-)….
Jeg er sikker på, at det bliver en bog, der bliver gemt i mange år fremover, for den er fyldt med gode minder.