To af mine billedkunstklasser er lige begyndt på et rigtig spændende forløb om plakatkunst. Jeg indledte timen med en brainstorm om plakaters funktioner. Derefter analyserede vi nogle af Per Arnoldis plakater – både 2. og 5.klasse var rigtig gode til at komme med deres bud. Arnoldi vælger ofte et enkelt element som symbol for en helhed – f.eks. det lille smil i Århus-plakaten, balletbenet i plakaten fra American Ballet Theater, saxofonen i jazzfestival-plakaten etc.
Derefter fik vi en god snak om de farver og former Arnoldi bruger (og ikke eller sjældent bruger).
Efter det var det tid til det praktiske arbejde. Jeg havde bestemt, at vi skulle starte forløbet med en parafrase på Arnoldis hattebilleder. Rammerne var altså et antal bowlerhatte (i egen komposition) farvet i en “Arnoldi-farveskala”.
Vi brugte Neocolor II og karton til billederne. Jeg glæder mig rigtig meget til næste uge, hvor de (forhåbentlig) bliver færdige
Følg med på bloggen og se billederne. Måske når vi også at begynde på næste del af projektet – hvad det handler om, vil jeg endnu ikke afsløre ….
Hav en kreativ dag