I dag er første dag af min sommerferie …. Jaaaa, egentlig er det jo teknisk set først på mandag, men jeg afspadserer i dag, så jeg kalder det sommerferie.
Jeg kan godt lide at begynde min ferie med at sove lidt længere! … og når jeg står op, sætter jeg mig og laver en liste over hvad der SKAL gøres i ferie, og nogle gange også en over det, der ville være dejligt at nå.
Da jeg havde lavet listen, sad jeg og legede lidt med en nyt tegneapp, jeg har købt for lidt tid siden, men næsten ikke nået at bruge – det blev et billede af kalenderen. App’en hedder “Sketches Pro”, men jeg er ikke blevet helt gode venner med den endnu. F.eks. er det langt sværere at arbejde med lagene. Til gengæld er redskaberne rigtig lækre….
For et par år siden, lavede jeg en sommerudfordring her på bloggen. Dengang var det Neocolor, der var i centrum. Denne gang kunne jeg godt tænke mig at udfordre jer på en ny måde. En del af jer har købt mit hæfte om at male på iPad, og egentlig behøver man ikke kunne så meget selv, for flere af forløbene er lavet, så ungerne kan arbejde selvstændigt ….. men det skader jo ikke at ku’ lidt selv, vel? Så min udfordring til dig er:
Mal et eller flere billeder på din iPad i ferie.
Du vælger selv, hvilken app, du vil bruge. På min iPad har jeg:
- Brushes Redux (Min favorit, som du kan læse om i mit hæfte. Det er også den, David Hockney bruger)
- ArtSet (har lækre “tools”, men kun et begrænset farvevalg, og man kan ikke arbejde i lag – udover at male på et fotografi)
- iPastels (som jeg kun har brugt ganske lidt, men du kan se en super kort anmeldelse her)
- ArtRage (som jeg heller ikke har slidt så meget)
- og endelig den (for mig) nye: Sketches Pro. Den findes også i gratisversionen Sketches II
Hvis du ikke er så stærk i tegning, kan du i mange af programmerne importere et foto, og male oven på det.
Hvis du er rigtig modig, kan du oploade dit billede på min facebook-side eller sende det til mig, så jeg kan sætte det på bloggen.
TIP Måske kan du lokke dine unger med på legen. Børnebilleder er også velkomne, og det er hyggeligt at sidde og tegne sammen.
Her er et billede min datter har tegnet i Brushes Redux.
PS. Kom nu – du kan godt!
“Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg nok godt”
citat fra Pippi Langstrømpe